SEO rengøring

SEO rengøring

Oprydning af Gammelt & Dårligt Indhold


af Tobias Hyldeborg, senior SEO specialist, Quisma


Det kan være en god idé at genbesøge alt det indhold, man skriver, i ny og næ. Har du fx en blog, kan der sagtens være blogindlæg fra år tilbage, som på ingen måde er relevante længere og potentielt kan skade din SEO.


Hvorfor Rydde Op?

Det kan måske lyde dumt at slette sider fra din hjemmeside ift. SEO – for de kan jo potentielt set stadig modtage organisk trafik? Men typisk vil man have opbygget utroligt mange sider, som på sigt kan grupperes til færre stærke sider.

Når man grupperer sit indhold eller sletter sider fuldstændigt, vil man få et langt bedre overblik over sit website. Den største bonus er dog, at du kan få en belønning direkte hos Google ved at fjerne ”dårligt indhold”.

Dårligt indhold kan sagtens være velskrevet, men er der ingen der læser det, er det flere år gammelt, og har du skrevet nye artikler om samme emne, som er langt bedre? I så fald vil Google langt hellere vise den nye side.


Hvad er Dårligt Indhold?

Det kan være svært at måle dårligt indhold med én enkelt metrik. Derfor vil jeg herunder liste nogle forskellige årsager til, at dit indhold kan blive set som dårligt eller irrelevant fra Googles side.


Gammelt Indhold

Har du skrevet en artikel om de nyeste smartphones for fem år siden, kan den være nok så velskrevet, have nok så mange links og have fået nok så mange besøg – dengang. Tidsbestemt indhold, vil typisk dø ud efter en tid.

Det kan sagtens give mening at beholde en gammel side som ovennævnte, men det er vigtigt at holde den opdateret og have en tilbagevendende opgave med at skrive om nye modeller – ellers vil der være andre, der svarer bedre på søgningen ”nyeste smartphones”.

Her er det utroligt vigtigt, at du ikke opretter nye sider men derimod opdaterer den, du allerede har. Samtidig er det vigtigt, at der ikke i URL’en til siden står måned eller årstal, da der vil komme et mismatch mellem en artikel der i URL’en hedder /nye-smartphones-2017 og en efterfølgende opdatering af artiklen, så overskriften er ”Nyeste smartphones i 2019”.


Kannibaliseret Indhold

Ligesom du kan kannibalisere dine produkter og services i din virksomhed, kan du også gøre det med søgeord. Arbejder du med en mindre niche, kan det på sigt blive svært at komme med nye emner at skrive om.

Her falder mange i den fælde at blive ved med at skrive om præcis det samme. Har du fx en kategoriside på din webshop med chokolade, skal du ikke også have et blogindlæg med præcis samme emne.

Det er super fint at lave blogindlæg om chokolade, men de skal bare have en anden vinkel end den helt brede. Du kan fx. skrive om chokoladens historie, opskrifter med chokolade, om cacaoplanten eller noget helt fjerde.


Irrelevant Indhold

Har du udgivet sider på dit website, som er direkte datobestemte og ikke kan opdateres? Det kan være gamle events, opdatering om åbningstider, information om adresseændring osv., vil dette sjældent være relevant lang tid efter.

Selvom det selvfølgelig giver super mening at informere om sådanne praktiske ting, er det ikke noget, der bør blive liggende langt ud i fremtiden. Det er hverken relevant for brugeren, Google, dig selv eller andre.

Bruger I mange af disse kortsigtede opdateringer, kan I overveje at lave en side som samler dem alle sammen. Det kan være, du jævnligt har brug for at opdatere dine kunder om trafikinformation, driftsinformation, osv., og så giver det bedre mening at genbruge én side til dette.


Hvordan Finder jeg det Dårlige Indhold?

Der er et par forskellige metoder til at finde indholdet – udover selv at gennemgå alt manuelt, naturligvis. De er præsenteret herunder, men kræver desværre et par forskellige tools til formålet – det første har en gratis prøveperiode og det andet koster ikke penge.


Brug en Rank Tracker som AccuRanker

De fleste rank trackers vil både vise din placering i Google, men også om du har flere placeringer på samme søgeord. Det kan naturligvis være fint at have både en position 17 og 44, men alt andet lige vil vi have langt større succes med at inkorporere indholdet fra den side, som ligger på femte side af Google, i den side, der ligger på anden side af Google.

Når du har inkorporeret indholdet, så godt du kan, er det vigtigt, at du laver en 301 redirect. Sletter du en side uden at lave redirect, vil den værdi, som siden tidligere har haft, blive tabt på gulvet.

Denne metode hjælper dig dog ikke ret meget, hvis du ikke allerede har lavet en søgeordsanalyse, eller på anden måde fundet en række relevante søgeord, du tracker. Her kan det være væsentligt nemmere at bruge næste metode.


Sammenlign Sitemap Data med Analytics Data

Hvorfor ikke bare bruge Google Analytics til at finde de sider, der har haft et minimalt antal besøg i en længere periode? Det kan også sagtens være en god idé, men sammenligner du ikke med crawl data eller data fra dit sitemap, vil du ikke kunne finde de sider, som slet ikke har fået nogen besøg.


Google Analytics vil kun vise dig sider, som rent faktisk har fået besøgende. Har en side i flere måneder kun fået et par besøg, vil det sjældent give mening at beholde den. Men hvad med alle de sider, der potentielt set ikke har fået én eneste session?


Det er her dit sitemap kommer ind i billedet. Hvis du ikke allerede har et sitemap på dit site, er det på høje tid at få det implementeret. Et sitemap er en side, som viser samtlige sider, som du gerne vil have, Google skal se.


Bruger du et CMS, vil der typisk være forskellige plugins til dette. Det kan fx være Yoast til WordPress. Bruger du ikke et plugin, kan det hurtigt blive et stort arbejde at holde sådan en oversigt up-to-date.


Jeg vil anbefale dig at kigge på data for organisk trafik et år tilbage i Google Analytics. Trækker du alle disse data ud til Excel, vil du nemt kunne sammenligne med de URL’er du har i dit sitemap.


Er der sider, som slet ikke modtager noget organisk trafik, er det klart, at de skal ud. Her kan der selvfølgelig være undtagelser i form af forskellige pligttekster, osv. Dog er det desværre også svært udelukkende at kigge på kvantitative data på dette område.


Prøv også blot at gå igennem de forskellige URL’er. Har du fx skrevet sæsonafhængige tekster flere år i træk, vil det give mening at samle alle disse tips på en enkelt URL, som kan genbruges år efter år.


Når du har fundet alle disse irrelevante URL’er, bør de slettes og redirectes til den mest passende side.


Har du spørgsmål til noget af alt det, du har læst her, er du meget velkommen til at skrive en kommentar.


Dette gæsteindlæg er skrevet af Tobias Hyldeborg, der underviser på IAA-uddannelserne i SEO. Han er Senior SEO Specialist hos det digitale bureau, Quisma.

0 visninger