3 gode råd til, hvordan du rykker fra en jobposition til en anden

3 gode råd til, hvordan du rykker fra en jobposition til en anden

Opdateret: 4. dec. 2018



”Jeg forventer, du kan dit shit, og at du holder dig opdateret inden for dit fagområde.” Sådan sagde Birgitte Mabeck, Vice President International Marketing hos Nilfisk, til et inspirationsseminar hos IAA Uddannelserne forleden.


Birgitte Mabeck fortalte endvidere, at det er vigtigt, at medarbejdere viser, at de har nogle ambitioner ved at tage en eller flere efteruddannelser. Hun forventer samtidig, at folk kan deres stofområde fra starten af en ansættelse, for hun har ikke råd til, at en ny medarbejder har en learningcurve på et halvt år. Til gengæld vil hun rigtig gerne bakke op om dem, der vil udvide deres kompetencer.


Mens Birgitte Mabeck fortalte om, hvilke krav hun stiller til nutidens medarbejder, ledte Benedicte Gurewitsch, Head of Partner Sales hos Viaplay, os igennem hendes rejse fra specialist til forretningsleder.


”Jeg ville gerne videre efter at have været brand manager. Jeg stødte på IAA-uddannelsen Marketing Management, hvor man lærer at flytte marketing højere op i forretningen. Det er en sindssyg spændende uddannelse og meget lærerig,” siger Benedicte Gurewitsch og fortsætter:


”Jeg kom til at forstå, at marketing godt kan sætte retningen i stedet for at lade andre afdelinger sætte den, som f.eks. salg, som jeg ofte havde oplevet. Med min nye viden kunne jeg sætte nogle KPI’er, og jeg kunne stille de rigtige spørgsmål. Jeg fik redskaber til at løfte marketingrollen til et helt andet niveau.”


Benedicte Gurewitsch fortalte videre, at hun efter uddannelsen blev udnævnt til CRM Manager og også der fik ændret på nogle tiltag, der bl.a. udløste en bonus.


”Når verden forandrer sig, må vi forandre os med. Vi kan ikke bare sidde det samme sted med den samme uddannelse. Omverden fordrer, at du efteruddanner dig, og så har du også meget lettere ved at rykke dig,” siger Benedicte Gurewitsch og giver her 3 gode råd til, hvordan man får rykket sig videre i virksomheden:


1. Ta’ ansvar for din karriere

Passion er vigtig – både i arbejdslivet og privat. Hold fokus og sæt dig nogle mål for, hvor du vil hen. Tag selv kontrollen. Der kommer sjældent nogen og prikker dig på skulderen.


2. Skab værdi

Sørg for, at der er værdi i det, du laver, og kommunikér den værdi. Hver uge besluttede jeg mig for at fortælle ledelsen, hvad jeg havde gjort i den forgangne uge, som havde haft indflydelse på forretningen.


3. Efteruddan dig

Sørg for at komme ud og få noget efteruddannelse, så du får nogle nye værktøjer. Verden forandrer sig, og du skal følge med.

Birgitte Mabeck gav også endnu et godt råd med på vejen, nemlig at det er vigtigt at kende sine stakeholders:


”Stakeholder management, er nok noget af det vigtigste. Man får svært ved at overleve i en virksomhed, hvis man ikke er god til at tale med de andre i virksomheden. Det nytter ikke noget at ansætte en ekspert, hvis han eller hun ikke kan begå sig,” siger Birgitte Mabeck og tilføjer:


”Og så: Hold hvad du lover. De mennesker jeg møder, skal ikke overdupere mig, men være ærlige omkring, hvad de kan.”

0 visninger